Lydskrift

Oversigten herunder viser lydskrifttavlen fra Ordbog over det danske Sprog, bind 28 (1956), men med angivelse af de lydtegn der er brugt i netudgaven. Desuden vises eksemplerne i Ordbog over det danske Sprogs lydskrift samt det tilsvarende tegn i forsimplet IPA.

Udtalen i Ordbog over det danske Sprog beskriver dansk i perioden 1700-1950 og afspejler ikke nødvendigvis moderne dansk

lydskrift	forklaring	eksempler	IPA (forsimplet)
a	betegner a-lyden i ord som Kane, flad, Kande, Mand, Marine, parere olign. Jf. Jesp. Mfon. §106. Desuden bruges [a] til at betegne den lange lyd foran og efter r (fx. i Fare, Ran), der dels (nu især hos den ældre generation) er en lyd af lignende kvalitet som i Kane, flad, dels (især hos den yngre generation) er en lyd af lignende kvalitet som [ɐ].	[ˈka·nə] [flaˀð] [ˈkanə] [manʾ] [maˈri·nə] [paˈreˀrə]	a
ɐ	betegner den korte (tilbageliggende) a-lyd foran og efter et til samme stavelse hørende r, fx. i Rad, Brand, Farve, skarp. Jf. Jesp. MFon §106.	[rɐð] [brɐnʾ] [‘fɐrvə] [sgɐr_b_]	ɑː
b	betegner b-lyden i fx. Bane, Abe, Krabbe, hoppe, spaa. Jf. Jesp. MFon §§ 70. 71 og indledningen I. s. XXXI.	[‘ba·nə] [ˈa·bə] [ˈkrɐbə] [ˈhωbə] [spåˀ]
b	betegner en udtale, der kan være enten [b] eller [p], fx. i gylpe, hyppig, lab, lap, Hop. Jf. Jesp. MFon §§ 70. 71 og indledningen I. s. XXXI.	[ˈgyl_b_ə] [ˈhy_b_i] [la_b_] [la_b_] [hω_b_]	÷
c	betegner den ustemte j-lyd i fx. pjalt, kjole. Jf. Jesp. MFon §§ 64. 91.	[ˈpcalʾ_d_] [ˈkco·lə]	ç
d	betegner d-lyden i fx. Dag, Højde, klatre, titte, staa. Jf. Jesp. MFon §§ 70. 71 og indledningen I. s. XXXI.	[daˀ] [ˈhωiʾdə] [ˈkladrə] [ˈtidə] [sdåˀ]	d
d	betegner en udtale, der kan være enten [d] eller [t], fx. i Bold, Bolt, Kat, føjte, flittig. Jf. Jesp. MFon §§ 70. 71 og indledningen I. s. XXXI.	[bωl_d_] [bωl_d_] [ka_d_] [ˈfωi_d_ə] [ˈfli_d_i]	÷
ð	betegner aabent d i fx. made, Mad, gnidret. Jf. Jesp. MFon § 90.	[ˈma·ðə] [mað] [ˈgniðrə_t_]	ð
e	betegner den lukkede e-lyd fx. Ed, Led, Fisk, Skind. Jf. Jesp. MFon § 98.	[eˀð] [leð] [fes_g_] [sgenʾ]	e
ə	betegner midttungevokalen, det svage e, i fx. alle, Frue, under, broget. Jf. Jesp. MFon § 102.	[ˈalə] [ˈfru·ə] [ˈbrå·ɋə_t_]	ə
f	betegner f-lyden i fx. Fane, fri, Gift, straffe. Jf. Jesp. MFon §§ 62. 88.	[ˈfa·nə] [friˀ] [gif_d_] [ˈsdrɐfə]	f
g	betegner g-lyden i fx. Gane, Sago, ligge, hakke, skade. Jf. Jesp. MFon §§ 71. 83.	[ˈga·nə] [ˈsa·go] [ˈlegə] [ˈhagə] [ˈsga·ðə]	g
g	betegner en udtale, der kan være enten [g] eller [k], fx. i Æg, Tak, sparke. Jf. Jesp. MFon §§ 70. 71 og indledningen I. s. XXXI.	[æˀ_g_] [ta_g_] [sbɐr_g_]	÷
ɋ	betegner aabent g i fx. Kage, Tiger, Dag, dølge. Jf. Jesp. MFon §§ 40. 92.	[ˈka·ɋə] [ˈti·ɋər] [daˀɋ] [ˈdølɋə]	ɣ
h	betegner h-lyden i fx. Hat, hul. Jf. Jesp. MFon §§ 73. 95.	[ha_t_] [huˀ_l_]	h
i	betegner i-lyden, dels i ord med lang vokal, som vide, fin, rig, fire, dels i ord med kort vokal (undtagen hvor i staar lige foran et til samme stavelse hørende r), fx. spilde,Ild, militær, blodig, aldrig, Admiral. Jf. Jesp. MFon § 96. Endelig betegner det sidste del af i-tvelydene, fx. [ai] i sejle, Segl, vaje osv., [ωi] i Søjle, Nøgle osv. Jf. Jesp. MFon § 125.	[ˈvi·ðə] [fiˀn] [riˀɋ] [ˈfi·rə] [ˈsbilə] [ilʾ] [miliˈtæˀr] [ˈblo·ði] [ˈaldri] [admiˈraˀl] [ˈsailə] [ˈsaiʾ_l_] [ˈsωilə] [ˈnωilə]	i
i	betegner en udtale, hvor kort i foran r kan variere mellem [i] og [e], fx. i tirre, Kirke, Firma. Jf. Jesp. MFon § 96 og indledningen I. s. XXXI.	[ˈt_i_rə] [ˈk_i_rgə] [ˈf_i_rma]	÷
j	betegner j-lyden i fx. ja, Hjem, Bjælde. Jf. Jesp. MFon § 91. Se ogsaa [c].	[ja] [jæmʾ] [ˈbjælə]	j
k	betegner k-lyden i fx. Kam, klog, Kræ, Kakao. Jf. Jesp. MFon §§ 69. 70. 83. Se ogsaa [g].	[klåˀɋ] [kræˀ] [kaˈka·o]	k
l	betegner den stemte l-lyd i fx. Lade, Glæde, Skole. Jf. Jesp. MFon §§ 63. 94.	[ˈla·ðə] [ˈglæ·ðə] [ˈsgo·lə]	l
l̥	betegner den ustemte l-lyd i fx. klippe, Plade. Jf. Jesp. MFon §§ 63. 67. 94.	[ˈkl̥ebə] [ˈpl̥a·ðə]	l̥
l	betegner en udtale, der kan være enten [l] eller [l̥], fx. i Sol, Avl, Øl, Gørtler, afcirkle. Jf. Jesp. MFon §§ 63. 67.	[soˀ_l_] [auʾ_l_] [ø_l_] [ˈgørd_l_ər] [‘auʾsir̥_gl_ə]	÷
m	betegner den stemte m-lyd i fx. Mand, komme. Jf. Jesp. MFon §§ 20. 60. 84.	[manʾ] [ˈkωmə]	m
m	betegner en udtale, der kan være stemt eller ustemt m-lyd, fx. Halm, Arm, Lim. Jf. Jesp. MFon §§ 66. 84.	[halʾ_m_] [ɐrʾ_m_] [liˀ_m_]	l
n	betegner den stemte n-lyd i fx. Naal, henne, han, Gnist. Jf. Jesp. MFon §§ 66. 85.	[nåˀ_l_] [ˈhænə] [han] [gnis_d_]	m
n̥	betegner den ustemte n-lyd i fx. knage, pneumatisk. Jf. Jesp. MFon §§ 66. 85.	[ˈkn̥a·ɋə] [pn̥öuˈmatis_g_]	n̥
n	betegner en udtale, der kan være [n] eller [n̥], fx. i Havn, fin, mørkne, Portner. Jf. Jesp. MFon § 66.	[hauʾ_n_] [fiˀn] [‘mør̥_gn_ə]	÷
ɳ	betegner ng-lyden i fx. Sang, synge, Tanke. Jf. Jesp. MFon §§ 36. 86.	[saɳʾ] [ˈsøɳə] [ˈtaɳ_g_ə]	ŋ
o	betegner o-lyden i fx. Tone, bo, rose, nordlig, Bonde, Bund, Hul, Ekko. Jf. Jesp. MFon § 104.	[ˈto·nə] [boˀ] [ˈro·sə] [ˈno(·)rli] [ˈbonə] [hol] [ˈæko]	o
p	betegner p-lyden i fx. Pude, Plade, Provst, episk. Jf. Jesp. MFon §§ 69. 70. 81. Se ogsaa [b]	[ˈpu·ðə] [ˈpl̥a·ðə] [pr̥ωus_d_] [pis_g_]	p
r	betegner den stemte r-lyd i fx. ramme, Briste, lære, knurre, vorde, Morder. Jf. Jesp. MFon §§ 65. 93. 102.	[ˈrɐmə] [ˈresdə] [ˈlæ·rə] [ˈkn̥orə] [ˈvωrdə] [ˈmo(·)rdər]	ʁ
r̥	betegner den ustemte r-lyd i fx. prise, kræve, fri, skærpe, Vært, harsk, Morter. Jf. Jesp. MFon §§ 65. 93.	[pr̥i·sə] [ˈkr̥æ·və] [fr̥i] [sgɐ̤r̥_b_ə] [vɐ̤r_̥d_] [hɐr̥s_g_] [mor̥_d_ər]	r̥
r	betegner en udtale, der kan være [r] eller [r̥], fx. i stor, Kar, kapre, entre. Jf. Jesp. MFon § 65.	[sdoˀr] [kɐr] [ˈka·_b_rə] [ˈæn_d_rə]	÷
ɹ	betegner den vokaliske r-lyd, der kan forekomme fx. i den tryksvage stavelse -rer, i Lærer, Grosserer osv. Jf. Jesp. MFon § 102.	[læ·(r)ɹ] [groˈseˀ(r)ɹ]	ɐ̯
s	betegner s-lyden i fx. se, staa, vise, Kors. Jf. Jesp. MFon §§ 62. 89.	[seˀ] [sdåˀ] [ˈvi·sə] [kωrs]	s
ʃ	betegner sj-lyden i fx. Sjæl, jalousi. Jf. Jesp. MFon § 37.	[ʃæˀl] [ʃaluˈsiˀ]	ɕ
t	betegner t-lyden i fx. Tand, træde, Veto. Jf. Jesp. MFon §§ 69. 70. 92. Se ogsaa [d]	[tanʾ] [ˈtræ·ðə] [ˈve·to]	t
t	betegner en udtale af t i endelsen -et, der kan være enten [t], [d], [Þ] eller [ð], fx. i Skibet, broget, andet. Jf. Jesp. MFon § 90.	[ˈsgiˀbə_t_] [ˈbrå·ɋə_t_] [ˈanə_t_]	÷
u	betegner u-lyden i fx. Hule, hul, Kulde, Hund. Jf. Jesp. MFon § 103. Desuden betegner det sidste del af u-tvelydene, fx [au] i Havre, [ωu] i Skov, [o̤u] i Vrøvl, [öu] i Søvn, [øu] i døvstum, [yu] i syv, [ɐ̤u] i Revne, [æu] i Hævne, [eu] i pebret, [iu] i livlig osv. Jf. Jesp. MFon § 125.	[ˈhu·lə] [huˀ_l_] [ˈkulə] [hunʾ]	u
v	betegner v-lyden i fx. Vand, leve, svinde. Jf. Jesp. MFon §§ 62. 88.	[vanʾ] [ˈle·və] [ˈsvenə]	v
w	betegner den engelske w-lyd i ord som Weekend.	[ˈwi(·)gˌæn_d_]	w
y	betegner y-lyden dels i ord med lang vokal, som byde, Hyl, ryge, fyre, dels i ord med kort vokal (undtagen hvor y staar lige foran et til samme stavelse hørende r), fx. Hylde, Fyld, Tyran, syv. Jf. Jesp. MFon. § 97.	[ˈby·ðə] [hyˀ_l_] [ˈry·ɋə] [ˈfy·rə] [ˈhylə] [fylʾ] [tyˈrɐnʾ] [syuʾ]	y
y	betegner en udtale, hvor kort y foran r kan variere mellem [y] og [ø], fx. i Fyrretræ, Tyrk, Styrke. Jf. Jesp. MFon § 97 og indledningen I. s. XXXI.	[ˈf_y_rəˌtræˀ] [t_y_r_g_] [ˈsd_y_r_g_ə]	÷
æ	betegner æ-lyden dels i ord med lang vokal, som læse, Fæ, bære, dræbe, dels i ord med kort vokal (undtagen hvor æ staar lige foran et til samme stavelse hørende r), fx. Læs, Fælde, Mænd. Jf. Jesp. MFon. § 100.	[ˈlæ·sə] [fæˀ] [ˈbæ·rə] [ˈdræ·bə] [læs] [ˈfælə] [mænʾ]	ε
ɐ̤	betegner den korte aabne æ-lyd lige foran og efter r i fx. ærgre, Herre, Præst, Rende. Jf. Jesp. MFon. § 100.	[ˈɐ̤rɋrə] [ˈhɐ̤rə] [prɐ̤s_d_] [ˈrɐ̤nə]	æ
ø	betegner ø-lyden dels i ord med lang vokal, som bøde, Brød, Øre, dels i ord med kort vokal (undtagen hvor ø staar lige foran et til samme stavelse hørende r, jf. [ø]), fx. Kølle, Røst, døvstum, tynd. Jf. Jesp. MFon. § 99.	[ˈbø·ðə] [brøˀð] [ˈø·rə] [ˈkølə] [røs_d_] [ˈdøuˌsdomʾ] [tønʾ]	ø
ø	betegner en udtale, hvor kort ø foran r kan variere mellem [ø] og [o̤], fx. i først, mørk, større. Jf. Jesp. MFon § 99 og indledningen I. s. XXXI.	[ˈfør̥s_d_] [mør̥_g_] [ˈsdørə]	÷
ö	betegner den aabne ø-lyd, dels i ord med lang vokal, som Høne, brøle, smøre, tør (adj.), dels i ord med kort vokal (undtagen hvor ø staar lige foran eller efter et til samme stavelse hørende r, jf. [ø], [o̤]), fx. Høns, Søm, Høvl. Jf. Jesp. MFon. § 101.	[ˈhö·nə] [ˈbrö·lə] [ˈsmö·rə] [töˀ_r_] [hönʾs] [sømʾ] [høuʾ_l_]	œ
o̤	betegner den korte aabne ø-lyd efter r i fx. grøn, Rønne, Vrøvl. Jf. Jesp. MFon. § 101.	[gro̤nʾ] [ˈro̤nə] [vro̤uʾ_l_]	ɶ
å	betegner den lukkede å-lyd i fx. blaa, laane, Laan, raade, Aar(e). Jf. Jesp. MFon. § 105.	[blåˀ] [ˈlå·nə] [låˀn] [ˈrå·ðə] [åˀ_r_]	ɔ
ω	betegner den korte aabne å-lyd i fx. Aand, skraat, godt, Form, Lov. Jf. Jesp. MFon. § 105.	[ωnʾ] [sgrωd] [gω_d_] [fωrʾ_m_] [lωu]	ɒ

Tryk, stød, længde m.m.
ˈ	betegnelse for hovedtryk (Jesp. MFon § 76), sættes foran den trykstærke stavelse, fx betale [beˈtɑˀlə]. I enstavelsesord betegnes trykket ikke.
ˌ	betegnelse for bitryk (Jesp. MFon § 76), sættes foran den halvstærke stavelse, fx. angaa [ˈanˌgåˀ]. Bitryk, der kommer før hovedtrykket, betegnes ikke.
·	betegnelse for lydlængde (Jesp. MFon § 113), sættes efter den lange lyd, fx. daane [ˈdå·nə]. Lydlængde betegnes som regel kun ved vokaler.
ˀ	betegnelse for stød på lang vokal (Jesp. MFon §§ 60. 113), fx Daa [dåˀ]
ʾ	betegnelse for stød på kort vokal ell. konsonant (Jesp. MFon §§ 60. 113), sættes efter den lyd, paa hvilken stødet findes, fx. Gang [gaɳʾ], Lakaj [laˈkaiʾ]

Parentes om et lydtegn betegner, at ordene kan udtales dels med, dels uden den lyd (ell. den lydlige ejendommelighed), som lydtegnet angiver, fx. Gaffel [ˈgaf(ə)l], anden [ˈan(ə)n], Solbær [ˈso·l(ˌ)bɐ̤r], Linie [ˈli(·)njə], Blomkaal [ˈblωm(ʾ)ˌkåˀ_l_].

Baggrund #

Ordbog over det danske Sprog (ODS) bruger sin egen lydskrift. Den er baseret på sprogforskeren Otto Jespersens “Fonetik” (1897-1899) og navnlig “Modersmålets fonetik” (1906). Selvom Otto Jespersen også var ophavsmand til lydskriften Dania, der bl.a. bruges i den trykte udgave af Den Danske Ordbog, adskiller ODS’ lydskrift sig en del fra denne. Bl.a. indeholder den en del tegn som ikke umiddelbart kan læses i alle browsere. Redaktionen har derfor foretaget nogle modifikationer og erstattet nogle af tegnene med standardtegn (unicode) så de kan læses af alle.

Den udtale ODS beskriver, hører i sagens natur et historisk sprogtrin til og kan ikke bruges af den der ønsker oplysning om udtalen i moderne dansk. Flere af de træk der konsekvent beskrives i ODS, var allerede forældede i samtiden, men principperne sikrede en ensartet beskrivelse gennem hele værket. Den udtalenorm der beskrives, er svær at datere nøjagtigt, men en del udtaler forældedes gradvis efter de første årtier af 1900-tallet. Interesserede kan læse mere om udtalen i ODS i Poul Lindegård Hjorths Vejledning til ODS og i Forordet til bind 1.

Ordnet.dk

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

Lydskrift

Baggrund #